Episode 3

Hvad består en hjemmeside af?

Få svaret på, hvad de forskellige byggeklodser hedder 

Grundstenene

Prøv at forestille dig en person. Den person har et hoved, en krop, arme og fødder. Benene glemmer vi i denne sammenhæng.

En hjemmeside består af det samme en header eller på dansk sidehoved, body altså kroppen eventuelt med sidebarer og en footer som på dansk kaldes en sidefod.

Kigger vi på headeren eller sidehovedet, så skal du være opmærksom på at der er 2 headere på en hjemmeside. Den ene ligger inde i koderne og kan ikke ses. Den anden kan du se. Det betyder, at får du besked om at du skal indsætte noget kode i din header – så er det i den der ikke kan ses. Ellers virker det ikke. For at gøre det så kræver det enten viden om filerne i WordPress eller et plugin for at indsætte den.

Herunder kan du finde et link til et plugin som kan løse den opgave for dig. Hent det kun hvis du har brug for at sætte en kode ind i enten header eller footer.

Sidehoved og sidefod

Du har nok luret at sidehovedet ligger øverst på en hjemmeside. Det er der vi finder logo måske hjemmesidens navn og menuen. Der kan også ligge andre ting som søgefunktion, links til sociale medier og måske et telefonnummer.

Det er mest almindeligt, at sidehovedet bliver vist på alle siderne på en hjemmeside. Det er derfor at den er del af temaet, hvilket betyder, at du i WordPress bygger dit sidehoved i tilpasseren, som du finder under Udseende > Tilpas

Inden at vi kigger på kroppen og armene, så lad os hoppe ned til sidefoden eller footeren. Den består ligesom sidehovedet også af to, en du finder i koderne og en du kan se.

Den du kan se, er nederst på en hjemmeside. Det er forskelligt om man vælger, at den kun består af en linje fx med kontaktoplysninger og måske copyright eller der er indhold, som kan hjælpe den besøgende videre.

Har man en sidefod der går lidt op ad siden – som et par strømper – så finder man ofte kontaktoplysninger, genvejsmenu, links til sociale medier, måske et kort til at finde forretningen eller klinikken, hvilke betalingskort man kan benytte – hvis det er en webshop. Alt pænt stillet op i hver sin kolonne.

De kolonner kalder man ofte widgetområder – dem vender vi tilbage til om lidt.

Sidefoden kan også ses på alle sider og ligesom sidehovedet er de en del af temaet og bygges i Tilpasseren.

Du skal være opmærksom på, det kommer an på det tema du har valgt til din hjemmeside, hvor mange tilpasningsmuligheder, du har med dit sidehoved og sidefod. Nogle er meget fleksible mens andre kun tilbyder et udseende.

Indholdsområdet

Går vi videre og kigger på personens krop, der i hjemmesideverdenen kaldes for body eller indholdsområdet. Det er her du har alt dit indhold på sider og i indlæg. Det er oftest billeder og tekst, men kan også fx være varer i en webshop, videoer eller måske et billedgalleri. Du kender det fra besøg på forskellige hjemmesider på nettet, dvs der er uanede muligheder for at lægge forskelligt indhold ind på en hjemmeside.

I modsætning til sidehoved og sidefod, så er det indhold, som ligger i indholdsområdet er forskelligt fra side til side og fra indlæg til indlæg.

Så er der styr på rammen om hjemmesiden. Kigger vi nærmere på sider og indlæg, så skal de altid have en titel. Det er der tre grunde til.

For det første, så er det lettere for dig at navigere rundt i WordPress.

For det andet så kan de besøgende på din hjemmeside bedre finde rundt når de kan se hvad sider og indlæg hedder.

Den sidste grund er søgemaskinerne. Søgemaskiner som fx Google bruger sidetitlerne som en slags vejskilte. Det er altså også lettere for dem at finde og vise dit indhold, når de kan finde en titel.

Husk at titlen skal afspejle, hvad du har af indhold på din side eller i dit indlæg. Ellers vil det svare til at du i Rema køber, hvad du tror er en dåse flåede tomater og når du åbner den, så er der majs i. Du vil nok blive skuffet, da du skulle bruge den til at lave pastasauce. Det er nøjagtig det samme med titler på en hjemmeside. Hvis titlen siger et og indholdet noget andet, så skuffer du de besøgende og de kommer formentlig ikke tilbage til din hjemmeside.

Til at bygge selve indholdet på siderne bruge man et redigeringsværktøj eller en sidebygger. WordPress har en udmærket editor indbygget, der bliver kaldt for Gutenberg. De delelementer som du arbejder med i Gutenberg bliver kaldt for blokke.

Andre sidebyggere bruger betegnelser som widgets og moduler. De har alle det tilfælles, at de bruges til at vise et stykke indhold, som du kan tilpasse udseendet af uden brug af kode. Hvordan du arbejder med tilpasningen afhænger af den enkelte værktøj. Det er en smagssag og ikke mindst en vane, hvilket redigeringsværktøj, som du skal vælge.

Jeg kan lige indskyde at nogle af de andre populære redigeringsværktøjer der findes, er Elementor, Divi, Beaver Builder og Thrive Architect.

Menuen

Når du har bygget dine sider, så har de besøgende brug for en let måde at navigere rundt mellem dem. Til det har man som regel en hovedmenu oppe i sidehovedet. En menu består af menupunkter, der oftest hver repræsenterer en side eller et indlæg med et link. Du kan også linke fx til en blogkategori. Det betyder, at du skal have oprettet dine sider inden, du bygger menuen. 

Du bygger bedst din menu under Udseende > Menuer. Husk når du navngiver dine menuer, så kald dem noget, der giver mening. Mange temaer giver mulighed for flere forskellige menuer og så vil en fornuftig navngivning sikre, at du uden problemer kan redigere i dem på et senere tidspunkt. Kald dem fx Hovedmenu, Sidebarmenu, Somemenu og Sidefodmenu. I stedet for menu 1, menu 2, menu 3 osv. 

Widgetområder i sidebarer

Nu har vi set på hovedet, fødderne og kroppen på den hjemmeside-person, som jeg beskrev i starten af episoden. Vi mangler kun armene. De befinder sig i indholdsområdet, og nu kan forvirringen blive total. Sidebarer er ligesom sidefoden oftest et widgetområde. Det betyder, at de lige som med sidefoden og sidehovedet vises som udgangspunkt på alle sider og indlæg. 

Afhængigt af dit tema kan du have en sidebar i højre eller venstre side ud for indholdet.  I nogle temaer kan du endda slå sidebaren til og fra på den enkelte side. Det kan være at du af forskellige designmæssige årsager ikke ønsker en sidebar på alle sider. Nogen vælger at have den slået til på deres blog, men ikke på almindelige sider. 

Hvis den fx kun er slået til på blogindlæg, så kan fx du vise de seneste 10 indlæg og alle kategorier. Det er indbyggede funktioner i WordPress, som du kan lægge ind i sidebaren.  

Mange bruger også sidebaren til en kort præsentation af hjemmesideejeren, tilmelding til nyhedsbrev og booking af tid.  

Redigering af en sidebar sker bedst under Udseende > Widgets. Her bygger du din indholdet af din sidebar, så det passer til dit behov.

Jeg vil lige nævne, at jeg af pædagogiske årsager i denne episode har forenklet brugen af begrebet body og indholdsområde og at det derfor ikke kan overføres direkte til HTML.  

Links nævnt i denne episode

Indsæt koder med WPcode

Elementor

Divi

Beaver Builder

Thrive Architect

Tjekliste til WordPress

Ordliste om WordPress