I denne lektion skal vi i gang med teksterne på din hjemmeside. Måske skal de skrives, måske skal de tilpasses. Du ved, hvilke sider du har på din hjemmeside, derfor er opgaven, nu at du få det skrevne indhold til at passe til siderne og ikke mindst din målgruppe.
I denne lektion skal vi kigge nærmere på, hvad der skal stå på de forskellige sider og hvordan du får teksten fra fx Word (eller et andet tekstbehandlingsprogram) ind i WordPress
Når du skriver, så husk at skrive tekster, som vil appellere til målgruppen, gør du ikke det, så er det sværere at sælge noget til dem.
Hvis du ikke er vant til at skrive, kan den tomme skærm med en blinkende cursor i det ene hjørne gøre en endnu mere usikker.
Mit råd er: skriv løs!
Det er kun dig som skal se det lige nu. Om du starter midt i en sætning er ligegyldigt. Det er nemlig lettere at skrive når der står noget på skærmen og tankerne er begyndt at flyde. Når du har skrevet et stykke tid, så tag en pause og ret teksten til. Ingen tekst er alligevel perfekt fra starten af, det er stort set umuligt at skrive den helt rigtige tekst fra begyndelsen.
Din forside bør bl.a. indeholde en velkomsttekst, hvor du kort præsenterer, hvad du tilbyder, hvem det er tiltænkt og hvordan du leverer fx via personlige sessioner, eller online. Hvis du har hørt om Elevatortalen, så er den den du skal tænke i her. Vær kort klar og præcis, men husk stadig på din målgruppe.
Hvad der ellers er af tekst på din forside afhænger af din skabelon, men husk at det skal være appetitvækkende, så man får lyst til at klikke videre.
Din kontaktside kan holdes helt enkel og kun indeholde dine kontaktinformationer og en evt. en kontaktformular. Husk at du skal oplyse dit cvrnr og evt. selskabsform (lovkrav).
Vil du gøre lidt ekstra, kan du nævne, hvornår man kan forvente, at du svarer. Gør du det, så lov aldrig mere end du kan holde. Vælger du at din e-mail vises på siden, vil jeg anbefale, at du får oprettet en firmamail via dit webhotel, så du ikke har en gmail stående. Det er mere professionelt at din e-mail hedder fx sofie@sofiesgummistovlebutik.dk end sofiesgummistovlebutik@gmail.com
Indholdet skal dreje sig om læseren ikke dig, selvom det er om-siden. Når du fortæller om dig selv, så fremhæv, hvad læseren kan få ud af at du har den baggrund du har, taget den og den uddannelse, din erfaring osv. Altså du skal vinkle det så læseren kan se ideen med at kontakte dig. I denne undervisning kan du se mere om Om-teksten målrettet de Emotionelle Kundetyper® og kontaktsiden.
Som nævnt tidligere på kurset, så bør hver ydelse have sin egen side, det er både af hensyn til brugervenligheden og søgemaskinerne.
Her beskriver du ydelsen og husk at have fokus på udbyttet for kunden, altså hvad får kunden ud af at købe netop det produkt. Når du skriver, skal du huske at kunden måske aldrig har mødt dig og ikke kender til dine produkter. Det betyder at dine tekster ikke må være indforståede og fulde af fagudtryk.
Nogle målgrupper er meget procesorienterede (den grønne emotionelle kundetype), til dem er det vigtigt, at du også fortæller trin for trin, hvad der skal ske. Det er ofte bedre at fortælle hvad du mener er for meget, end for lidt. Hvad du ser som “det ved alle” er ikke sikkert at dine kunder er klar over.
Hvis du overvejer at bruge ChatGPT til at skrive dine tekster til din hjemmeside, vil jeg anbefale at du ser denne undervisning med Heidi Bille. Hun forklarer, hvordan du kommer i gang og den rigtige måde, at bruge ChatGPT som assistent på.
Vil du gerne undersøge om dine tekster passer til din kundetype? På hjemmesiden kundetyper.dk kan du frit benytte kundetypeindikatoren. Hvis du ønsker at få forklaret hvilke ord, der passer til de enkelte farver, skal du betale.
Ofte når man skriver tekster til sin hjemmeside, så vælger mange at skrive i et tekstbehandlingsprogram fx Word eller Pages. Hvis du gør det, skal du være opmærksom på at der kan opstå “mærkværdigheder” i teksten, når du kopierer den over til din hjemmeside. Det skyldes at formateringen i tekstbehandlingsprogrammet kan læses af WordPress. Det er desværre bare ikke sikkert, at det bliver fortolket på den samme måde. Derfor skal din tekst renses for de koder INDEN du sætter den ind på din hjemmeside.
Det kan du gøre på følgende måde