Brug din hjemmeside til indsamling af e-mailadresser
I denne episode skal du høre om, hvordan du indsamler e-mailadresser fra din hjemmeside, til brug for dine nyhedsbreve.
Hvorfor have et nyhedsbrev
Først skal du tænke på din målgruppe. Læser de overhovedet nyhedsbreve?
Der er en stor sandsynlighed for at de gør. Hvis du ikke selv er fan af nyhedsbreve, så husk at du måske ikke er helt i din egen målgruppe. Grunden til at mange ikke bryder sig om nyhedsbreve er at en del af de virksomheder, der sender nyhedsbreve har glemt eller ikke er klar over at et nyhedsbrev langt fra er det samme som en traditionel tilbudsavis. Den type nyhedsbreve er der ikke ret mange der gider at læse.
Du skal huske på nyhedsbrevet er DIN kanal. Dvs. der er ingen algoritmer, som bestemmer, om man skal opdage, at du har sendt et nyhedsbrev til dem der gerne vil følge dig. De har selv tilmeldt sig.
Det er helt op til dig, og hvor god du er til at skrive overskrifter, om du drukner i mailbakkerne – og det kan læres.
Og, så er der noget teknik vedr. afsenderadressen, som du skal have styr på, på dit webhotel, for at sikre at dine mails ikke havner i spammappen hos modtagerne.
Nyhedsbrevet er også godt til at holde kontakten med potentielle kunder, der ikke er klar til at købe endnu. Hvis de ikke køber eller ringer første gang de er på din hjemmeside, så tilmelder de sig forhåbentlig dit nyhedsbrev.
Så ja, nyhedsbreve er oftest en god ide.
Du skal bruge et system
For at sende nyhedsbreve ud skal du bruge et system, der er beregnet til det. Det er det system som du forbinder til din hjemmeside. Måske undrer du dig over, hvorfor jeg taler om et system, det kan nemlig være fristende at oprette en gratis g-mail og en distributionsliste, og så ellers sende derfra.
Der er flere ulemper end fordele. Du får her tre af ulemperne.
- Det er begrænset, hvor mange du kan have på en distibutionsliste.
- Du skal manuelt opdatere listen, når nogen tilmelder sig og afmelder sig.
- Du kan ikke lave serier af mails, der sendes automatisk.
I stedet skal du benytte et system eller program som fx Mailerlite eller Mailchimp. Selv bruger jeg pluginnet hedder MailPoet. Det betyder, at jeg ikke skal logge ind i et andet system, når jeg vil sende nyhedsbreve. Det gør jeg direkte fra min egen hjemmeside. Pluginnet skal dog stadig “forbindes” til hjemmesiden næsten som de eksterne systemer, når jeg skal indsamle e-mailadresser.
Når du sætter dit system op, skal du tænke over, hvilke informationer, som du ønsker at indsamle sammen med e-mailadressen. Jeg vil anbefale, at du indsamler så få oplysninger som muligt, fx fornavn og e-mailadresse. Jo mindre du spørger efter, jo nemmere er det at tilmelde sig. Faktisk må du slet ikke indsamle data, som du ikke skal bruge til noget. Derfor tænkt dig grundigt om.
Husk en god freebie
Næste trin er at du skal have en freebie. En freebie er en lille – ofte virtuel – gave, som du giver i bytte for en e-mailadresse. Det kan fx være en e-bog, tjekliste, lydfil, video, masterclass eller lignende. Det er noget du skal tænke ind i markedsføring af dit nyhedsbrev, da det er de færreste, der ønsker at tilmelde sig dit nyhedsbrev, men de vil gerne have fx din tjekliste.
Det er vigtigt, at du husker, at du skal lade være med at markedsføre den som en freebie. Begrebet freebie er et fagudtryk og med mindre at dine potentielle kunder arbejder med markedsføring ved de ikke, hvad det er. Det kan måske afholde dem fra at tilmelde sig.
Disse elementer kan du bruge på din hjemmeside til at indsamle e-mailadresser
Nu har du et system til nyhedsbreve og en freebie, næste trin er at vi skal i gang med at tilføje elementer på hjemmesiden, hvor du kan indsamle e-mailadresser.
Alt efter hvilket mailsystem du har valgt, findes der plugins til at forbinde din hjemmeside med systemet. Ofte sker de via en såkaldt API-nøgle, som du henter i dit system og lægger ind på din hjemmeside i pluginnet. På den måde bliver der skabt en forbindelse, så der kan sendes krypteret data mellem hjemmesiden og mailsystemet.
Den mest almindelige metode til at indsamle e-mailadresser er via en formular. De plugins, der findes til at skabe forbindelse til dit mailsystem, har som regel indbygget en formular til indsamling af mailadresser. Hvis du ikke kan lide designet, kan visse formularplugins også forbindes med dit mailsystem. Det gælder fx Forminator og WP forms.
Ofte er formularen placeret nederst eller næsten nederst på alle sider. Det er også en rigtig god idé, som et supplement til andre ting, som du kan gøre på din hjemmeside for at indsamle e-mailadresser. Det er nemlig ikke alle besøgende der kommer helt derned – derfor er det ikke sikkert, at de opdager, at du har et nyhedsbrev og en spændende freebie.
Derfor vil jeg anbefale, at du også bruger en popup. Og ja, de kan være møgirriterende, især hvis de ikke bruges rigtigt.
For at den skal virke skal du for det første skal du vente ca 10 sekunder inden at den vises. På den måde vil den besøgende kunne nå at orientere sig på din hjemmeside inden de får en reklame om de vil lære dig bedre at kende.
For det andet skal du have en god freebie, som du reklamerer for på selve popuppen. Gerne med et billede. Derudover skal der naturligvis også være en tilmeldingsformular, så man kan tilmelde sig dit nyhedsbrev.
Den takkeside som den besøgende møder, når de har tilmeldt sig, er en god reklameside for fx en Facebookgruppe eller et mindre produkt.
Ud over popuppen, der ofte glider ind fra siden eller lægger sig midt på siden, findes der også en bar du har liggende øverst på dine sider, oppe over sidehovedet. Nogen kalder den en Hellobar. Heroppe kan du også lave en tilmeldingsformular til dit nyhedsbrev.
Bruger du en betalt sidebygger, kan du selv bygge den og lægge den i dit sidehoved, ellers kan du fx kigge på pluginnet Hello Bar. Der opretter du din hellobar eller popup hos dem og ved hjælp af pluginnet får du dem ind på din hjemmeside.
Selve pluginnet er gratis. De første 5000 visninger af din popup eller hellobar er gratis.
Det sidste forslag til, hvad du kan gøre på din hjemmeside for at indsamle e-mailadresser, er at have en dedikeret side til at “sælge” din freebie. Den bliver ofte kaldt for en landingsside. Jeg vil anbefale, at du betragter din freebie som et helt almindeligt produkt og giver den, den opmærksomhed som den fortjener. Det gør du ved at oprette en side, hvor du kun sælger den. Da en freebie er et produkt man får i bytte for en e-mailadresse, har den en værdi og derfor skal den sælges stort set som en almindelig vare eller ydelse.
Det er også nemmere at henvise til en landingsside, når du fortæller andre om din freebie eller kører en kampagne for at få flere til at tilmelde sig dit nyhedsbrev. Tænk på hvis du skal henvise folk til at gå ind på din hjemmeside og ned i bunden af den. Yderst til højre… Så er det nemmere at give en præcis webadresse.
Hvis du vil se et eksempel på en landingsside, kan du se en af mine, hvor jeg sælger min værktøjskasse til WordPress
Links nævnt i denne episode
Hent en Værktøjskasse til WordPress den indeholder listen over de plugins, som jeg selv bruger og anbefaler.