Hvilke plugins SKAL du have på din hjemmeside?
Jeg vil gerne starte med at forklare, at på trods af titlen, så er der ikke noget SKAL når det kommer til WordPress. Her kan du – næsten – anarkistisk gøre som du vil.
Når det så er sagt, så vil jeg i denne episode komme med nogle anbefalinger til, hvilke plugins der er en god ide at have på din hjemmeside.
Men lad mig lige træde et skridt tilbage. Hvis du er usikker på, hvad plugins er på en WordPress hjemmeside, så kan man sige at plugins fungerer på samme måde som apps på en mobiltelefon. Dvs. en udvidelse som du henter for at kunne få din telefon til at løse en opgave. Fx et mailprogram eller netbank. Hvis du kigger på en andens mobiltelefon, vil du se at vedkommende har andre apps end du har, fordi de har andre behov.
På en hjemmeside henter du plugins ind for måske at lave en kontaktformular, quiz eller en webshop. Som med mobiltelefonen er det ikke sikkert, at du har brug for de samme plugins som din nabo. Hvis du ikke ønsker en quiz på din hjemmeside, er der ingen grund til at hente et plugin ind, som kan lave quizzer. Du skal kun hente dem, som du har brug for.
Der findes dog 5 kategorier af plugins, som kan være relevante for dig, uanset hvad du bruger din hjemmeside til. Måske har du allerede nogle af funktionerne på din hjemmeside?
Den første kategori er sikkerhed
En af de største ulemper ved at WordPress er verdens mest brugte system til hjemmesider, er også at det er det mest hackede system. Derfor kommer du ikke uden om ekstra sikkerhed på din hjemmeside. Til det vil jeg anbefale, at du installerer et firewall plugin. En firewall på din hjemmeside kan sammenlignes med, at du sætter en kraftigere lås på dørene til dit hjem. Dit hjem bliver ikke 100% tyverisikret, men du har gjort det meget sværere for tyvene at komme ind.
I samme kategori er backup. Dit webhotel tager helt sikkert en backup, men det er også en god idé, at du tager din egen backup. Det skyldes bl.a. at webhotellets backup ligger på webhotellets servere og bliver de hacket eller på anden måde ødelagt, har du mistet din backup. Derfor er det en god idé at have en ekstra backup et helt andet sted. Faktisk sørger jeg for, at der bliver taget 3 backups af de hjemmesider, som jeg har supporten på. Det gør jeg for at være 100% sikker på altid at kunne hjælpe en kunde, hvis der er noget som skulle gå galt.
Den sidste funktion i denne kategori er anti spam. Ligesom med firewall’en der beskytter mod hackerangreb, da WordPress er verdens mest brugte hjemmesidesystem, så er WordPress hjemmesider også udsat for spam, rigtig meget spam.
Næste kategori er kontaktformularer
En kontaktformular er egentlig blot en e-mail, der er pakket pænt ind. Det skal forstås som når en besøgende på din hjemmeside udfylder din kontaktformular, bliver det sendt en e-mail til dig med indholdet i kontaktformularen. Fordelen ved en kontaktformular er at du bestemmer, hvilke informationer du ønsker fra den besøgende fx telefonnummer, hvis du foretrækker at ringe tilbage til dem. Beder du blot om en at de sender en e-mail, er det ikke sikkert at de skriver telefonnummeret, selvom du har bedt om det. Der skal måske et par mails frem og tilbage inden at du får det.
Til kontaktformularer har jeg to favoritplugins. Det ene er godt til simple formularer, hvis du ikke har store krav. Det er WP forms. Det andet er Forminator. Har du brug for at oprette avancerede formularer kan Forminator være løsningen.
Hvis du allerede har en formular på din hjemmeside, men du har problemer med at modtage de beskeder, som der sendes via den, kan et SMTP plugin være løsningen. Med det fortæller du WordPress, at det er webhotellets mailserver, som skal benyttes til at sende formularerens indhold og ikke webserveren. Bemærk, du skal have nogle oplysninger fra dit webhotel for st kunne sætte det op. Den kan du finde ved at søge efter SMTP i deres supportartikler, eller spørge i deres support.
Værktøjer til søgemaskineoptimering
Prøv at forestille dig en ø uden en fast forbindelse til fastlandet. På den ø ligger en lille butik, som du ejer. Du er alene på øen og skal leve af de besøgende, der kommer sejlende og lægger til. Måske kommer en søndagssejler forbi ind i mellem, men det er ikke noget du kan leve af. Hvis du tænker at din hjemmeside er den lille butik på øen, så er det også temmelig tilfældigt hvem og hvor mange der kommer forbi. Blot fordi den er på “nettet” er det ikke ensbetydende med at der kommer besøgende – med mindre at du gør noget. Det noget kaldes for søgemaskineoptimering. Som hjælp kan du benytte et seo-plugin. Bemærk søgemaskineoptimering er ingen mirakelkur. Det er hårdt og langtrukkent arbejde, men det betaler sig.
Da du modsat en fysisk butik kan se hvem og hvor mange, der kommer forbi din hjemmeside, er det en god ide også at have et målingsværktøj installeret. Du kan fx have en konto hos Google Analytics og forbinde til din hjemmeside, eller benytte et værktøj der ligger på din egen hjemmeside.
Søgemaskineoptimering hænger tæt sammen med brugervenlighed. En ting i brugervenlighed er at sikre at dine besøgende aldrig ender i ingenting, fordi et link ikke virker. Det kan du gøre ved at have et plugin installeret, der altid sikrer at, hvis du ændrer i adressen på side, så vil links til den side automatisk blive viderestillet til den nye adresse.
Selvom du har viderestillinger opsat skal du alligevel sikre, at dine brugere bliver taget godt i mod hvis de alligevel får klikket på et link, der ikke virker. Når det sker, lander man på en såkaldt 404-side. Nogle temaer har 404-siden indbygget, så du kan tilpasse den ellers findes der adskillige plugins, hvor du kan bygge din egen side.
God at have – hjælp til at indsamle e-mailadressser til dit nyhedsbrev
Hvis du har et nyhedsbrev, eller overvejer at begynde på at skrive et, skal du bruge et system til at sende nyhedsbreve – det er oftest et eksternt system som fx MailerLite eller Mailchimp. Til at forbinde din hjemmeside med det eksterne system, skal du også bruge et plugin. Forbindelsen bruger du til at sende de mailadresser som du indsamler via din hjemmeside, over i mailsystemet. Alt efter hvilket mailprogram du benytter, findes der forskellige plugins til at håndtere dette.
Hvis du er usikker på, hvad jeg mener her, vil jeg vende tilbage til det med nyhedsbreve i en senere episode.
En hjælp til at indsamle e-mailadresser er via popups. Popups er hadet af mange, men undersøgelser viser, at de er ret effektive, hvis de bruges på den rette måde.
Dette SKAL du have
Der er en enkelt undtagelse fra alt dette, som jeg har talt om i denne episode. Nemlig at det er frivilligt om du ønsker at have en bestemt type plugin på din hjemmeside. Undtagelsen er cookiebaren. Det er nemlig et lovkrav, at du har en på din hjemmeside. Sørg for når du vælger, at du finder en der spærrer for cookies ind til, at man har klikket accepter. Du skal også kunne give folk mulighed for selv at bestemme, hvilke cookie-kategorier der slås til. Det er IKKE nok at skrive noget i retning af Denne side bruger cookies, når du klikker videre, så accepterer du vores cookies.
Hvis der er nogle af de nævnte funktioner, som du ikke ønsker på din hjemmeside, skal du naturligvis heller ikke installere plugins, selvom jeg har foreslået dem.
Nogle webhoteller har en mening om, hvilke plugins du har på installeret, derfor kan du risikere at modtage beskeder om fejl, eller “farlige” plugins på din hjemmeside. Disse fejl-beskeder bør du læse igennem og vurdere om webhotellet er ude på at sælge et af deres egne produkter i stedet. Er du usikker, er du velkommen til at skrive til mig eller spørge i en af de to store danske WordPress grupper på Facebook.
Links nævnt i denne episode
Hent en Værktøjskasse til WordPress den indeholder listen over de plugins som jeg selv bruger og anbefaler.