WordPress 6.5 – hvad kan du forvente?
Og er det nødvendigt at opdatere?
Hvad kan du forvente?
Cirka tirsdag d. 26. marts 2024 forventes version 6.5 af WordPress at blive udgivet. Hvorfor er det noget, som du skal tænke på, hvis du har en hjemmeside der er bygget i WordPress?
Det er der flere årsager til. Alt efter hvordan din hjemmeside er bygget vil det betyde mere eller mindre for dig og din hjemmeside.
Hvis du bruger et helt almindeligt tema – også kaldet et klassisk tema, sammen med fx Elementor eller en anden sidebygger, er det ikke de store ændringer, som du umiddelbart vil lægge mærke til.
Der kommer bl.a. til at ske nogle tilpasninger i maskinrummet der vil gøre WordPress mere drifts sikker og der er blevet arbejdet en del med indlæsningshastigheden. Dvs. Hvor hurtigt WordPress – og dermed din hjemmeside, bliver indlæst i browserne. Husk især store billeder på din hjemmeside kan mindske effekten af det arbejde.
Der kommer også en funktion, som vil gøre det mere sikkert at benytte auto-opdater funktionen. Hvis du slår den til og der sker en opdateringsfejl, vil WordPress automatisk hente den tidligere version af pluginnet og sende en e-mail til administrator af hjemmesiden.
Bruger du Gutenberg altså den indbyggede editor i et klassisk tema og bygger du dine egne blokmønstre eller patterns, vil det blive nemmere at finde dem, så du kan redigere dem. Lige nu er det temmelig besværligt at finde og redigere et blokmønster. Det tyder på, at der kommer et link under Udseende, direkte ind til blokmønstrene.
Undrer du dig over, hvad et blokmønster er, så er det en lille skabelon, som du har bygget af måske flere blokke. Du kan hente dem ind efter behov, så du på den måde slipper for at skulle starte forfra med at lave et indholdsmodul.
Der er også kommet en forbedring til selve blokmønstrene. Lige nu er det således at enten er det således at enten opdateres en rettelse alle steder hvor mønstret er brugt, eller også kun på det aktuelle mønster, hvis du har valgt at mønsteret skal lave en kopi af sig selv hver gang det sættes ind. Nu får du mulighed for at vælge en mellemting. Dvs. Indholdet kan du tilpasse hver gang du bruger et blokmønster, men designet kan justeres alle steder. Eksempel du har et blokmønster i fx to kolonner med blå baggrund og det bruger flere steder på din hjemmeside. Hvis du så vil ændre farven til fx beige, skal du ikke længere ind alle steder hvor du bruger mønsteret. Du kan rette det et sted og wupti, så er det rettet alle steder.
Bloktemaer/Full Site Editing
Hvis du har vovet et øje og forsøgt dig med Full Site Editing, også kaldet bloktema, så vil du helt sikkert opdage at der er sket ændringer i WordPress, når du opdaterer til version 6.5.
Du kan bl.a. nemt uploade nye skrifttyper til din hjemmeside, lidt på samme måde som du uploader billeder til mediebiblioteket.
Derudover bliver design og tilpasning af mobilmenuen nemmere med den nye version af WordPress. Det gælder altså kun hvis du bruger et bloktema.
Som den sidste ting jeg vil nævne – og som jeg ser frem til at prøve – er at det skulle blive muligt at arbejde med dynamiske data direkte i den indbyggede editor uden brug af ekstra blokke som fx Advanced Custom Fields blok.
Hvis du er usikker på, hvad dynamisk data er på en hjemmeside, så vender jeg tilbage til det i et senere afsnit.
Der er en del flere ændringer og forbedringer til WordPress i den nye version, du kan se dem alle på make.wordpress.org/core Bemærk siden er ret nørdet.
Skal du opdatere?
Hvis du ikke mener, at du har brug for opdateringerne, så er spørgsmålet om du overhovedet behøver at opdatere.
Til det er det korte svar ja, men vent lidt.
Grunden til at du skal vente lidt – måske en uge – er der 2 grunde til.
For det første er det desværre ofte således at opdateringerne har såkaldt børnesygdomme. Altså småfejl, som det ikke er nødvendigt, at du får ind på din hjemmeside.
For det andet, skal du sikre dig, at især dine store plugins også kan fungere efter en opdatering. Med store plugins mener jeg plugins som sidebyggere, Woocommerce, medlemskabs- og kursusplugins. Altså plugins som er vitale for din hjemmeside og forretning. Hvis du er usikker på om fx din sidebygger vil fungere ordentligt efter en opdatering, kan du prøve at google navnet på sidebyggeren og compatible WordPress 6.5. Der er også en metode til hvordan du kan teste om din side vil fungere og den vil jeg fortælle om lidt.
Sådan skal du opdatere
For det første skal du tage en backup. Selvom du har ventet en uges tid og du har sikret at alle plugins burde virke med WordPress 6.5, så kan det stadig gå galt.
Når du har en backup, kan du hente den frem hvis fx din side forsvinder eller den ser underligt ud. Hvis du lader webhotellet tage backup, skal du starte med at opdatere inden at du laver andre ændringer. Hvis du laver ændringer på siden, opdaterer og det så går galt, vil du miste de ændringer du har lavet, når du henter backuppen ind.
Efter du har taget backup, kan du opdatere WordPress, dine plugins og temaer. Rækkefølgen er forskellig alt efter hvem man spørger. Jeg plejer at anbefale at du skal opdatere dine plugins, temaer og til sidst WordPress.
Husk at sikre dig, at din hjemmeside stadig ser ud som den skal og at alt virker.
Måske skal du oprette et staging site
HVIS det er meget meget længe siden at du opdaterede WordPress. Måske hedder versionen 5.0, så er det ikke nok blot at tage en backup, opdatere og håbe på det bedste. Hvis du gør det, er der stor sandsynlighed for at din hjemmeside går ned. Dvs. Du skal i gang med at hente backup og prøve igen.
I stedet bør du oprette en kopi af din hjemmeside, som du opdaterer. Hvis det går godt, kan du opdatere din hjemmeside. Den kopi kaldes for et staging site og der findes et plugin, så du nemt kan installere og bruge til at oprette kopien. Det jeg selv bruger, er WP Vivid.
I det opdateringsarbejde, bør du opdatere et plugin ad gangen. Noter hvilket du har opdateret og om det går godt. Du kan nemlig risikere at et af dine plugins ikke duer med den nye version af WordPress. Hvis du oplever det, er der desværre ingen vej uden om. Du må finde et alternativ. Ja, det er et langsommeligt arbejde, men hellere det end at du ødelægger din hjemmeside.
Links nævnt i denne episode
WP Vivid plugin til at oprette et staging site
Hent en Værktøjskasse til WordPress